Elektroniske søkort kræver pålidelige farver
21-11-2011

DELTA er nu - som eneste danske testudbyder - akkrediteret til at farvekalibrere skærme, så de overholder den internationale standard for elektroniske søkort.

En epoke inden for søfarten er ved at rinde ud.  Fremtidens søkort er digitale og søkort af papir bliver lagt på hylden. På broen får kaptajn og styrmænd nu hjælp til navigationen af skærme, der viser skibets rute på et elektronisk kort.

"Med elektronisk understøttet navigation er farverne på skærmene meget vigtige, fordi de specifikke informationer om det farvand, man besejler, vises med forskellige farver. Derfor er det meget vigtigt af hensyn til sikkerheden, at skærmene gengiver farverne tydeligt og ensartet under alle lysforhold, både i dagslys, tusmørke og om natten," fortæller Christian Schaffalitzky de Muckadell, Software Manager hos Danelec Marine.

DELTA har udstyr og ekspertise
Hos Danelec Marine udvikler man navigations- og sikkerhedssystemer til skibsfarten. Disse systemer kaldes ECDIS - Electronic Chart Display and Information System - og er under stigende udbredelse i international skibsfart. For Danelec Marine er elektroniske navigationsløsninger et strategisk forretningsområde, og det er afgørende, at de systemer, som bliver leveret til kunderne, gengiver farver i fuld overensstemmelse med ECDIS-kravene.

"Formelt set kunne vi selv teste vores skærme, men vi vil hellere overlade opgaven til DELTA. Vi bruger i forvejen DELTA til miljø- og sikkerhedstest og er meget tilfredse. Derfor var det oplagt at bruge DELTA, da vi skulle have farvekalibreret vores systemer i forhold til ECDIS. DELTA har jo allerede udstyret og ekspertisen til farvemålinger, og vi føler os meget trygge ved DELTA's seriøse måde at arbejde på," siger Christian Schaffalitzky de Muckadell.

Også North Invent, som fremstiller skærme til maritim brug, har valgt at bruge DELTA til farvekalibrering af sine skærme. North Invent leverer skærme til bl.a. Danelec Marines navigationssystemer.

Forbedret målemetode
Skærmtesten hos DELTA omfatter også lysniveauer. Det er afgørende, at skærmen og symbolerne let kan aflæses korrekt under alle lysforhold. I stærkt dagslys kræver det fuld styrke på skærmen for at opnå synlighed af det elektroniske søkort, og om natten skal der skrues næsten helt ned for lyset, for at skærmen ikke blænder brugeren. Dette er en udfordring for nogle skærme, som kan have svært ved at holde farveniveauerne ved lave lyststyrker - disse eventuelle svagheder afslører testen hos DELTA.

Som resultat af samarbejdet mellem DELTA og Danelec Marine er det lykkedes at forbedre kalibreringsmetoderne, så der kan måles 16 farver på én gang - uden at målingen af den enkelte farve forringes. Det giver nogle tidsmæssige besparelser i testforløbet.

Klar til internationalt marked
DELTA kan nu farvekalibrere skærme i henhold til IEC 61174, som er den specifikke standard for ECDIS-systemer, og S-52, som nærmere beskriver farver og symboler i maritim navigation. Både DNV (Det Norske Veritas) og BSH (Bundesamt für Seeschifffahrt und Hydrographie) anerkender nu DELTA's målinger, hvilket giver DELTA adgang til det internationale marked for kalibrering af skibsfartens navigations- og kommunikationsudstyr.

Farvekalibreringsmålingerne supplerer de miljøtest, som DELTA har mange års erfaring i at udføre iht. IEC 60945: ”Maritime Navigation and Radiocommunication equipment and systems.”. Her testes udstyret i forhold til det ydre miljø - herunder EMC-påvirkninger - som man typisk møder til søs.

"Elektroniske navigationssystemer til skibsfarten er et voksende marked, og vi vurderer, at det er et interessant forretningsområde, der passer fint ind med de måletekniske spidskompetencer, vi har i forvejen. Som det eneste uafhængige, danske laboratorium, der er godkendt til ECDIS-målinger, vil vi være en oplagt samarbejdspartner for virksomheder i både Danmark og vores nabolande, når det gælder systemer, der skal leve op til ECDIS-kravene," siger Poul Svensgaard, divisionsdirektør, Lys & Optik, DELTA.

Læs mere: ECDIS søkort plotter