Manglende viden om forsikringsregler kan koste skoler og institutioner dyrt
Af Ole B. Kristensen, Informationschef, DBI, 09-03-2007

Mange skoler, offentlige institutioner og virksomheder kan have et ubehageligt problem med deres forsikringsdækning ved tyveri uden at være klar over det. Sådan lyder nu en advarsel fra DBI, som frygter, at både institutioner og virksomheder kan stå uden dækning, fordi de ikke lever op til forsikringsselskabernes krav om sikringsniveau.

Baggrunden er de reviderede sikringsniveauer fra juni 2005, som i den nye udgave også omfatter ”særligt udstyr” eller ”særligt løsøre”. Det vil sige udstyr, som institutionen eller virksomheden selv bruger. Det kan fx være en virksomheds IT-udstyr eller en musikskoles instrumenter.

Problemet opstår, når værdien af dette særlige udstyr overstiger et beløb, der afhængigt af forsikringsselskabet er fra 400.000 til 450.000 kroner. Det lyder måske af meget, men bærbare pc’er, software, dockingstationer, fladskærme, mobiltelefoner og mødelokalets projektorudstyr når hurtigt over grænsen. Og i så fald er det et krav, at virksomheden er på sikringsniveau 30, som stiller en række krav om mekanisk indbrudssikring og elektronisk overvågning.

”De fleste offentlige institutioner eller mindre virksomheder er på sikringsniveau 10 eller 20, og så kan skolen eller virksomheden få problemer med at få erstatning, hvis udstyret bliver stjålet. Jeg vil opfordre alle berørte til at undersøge, hvordan de står på dette område”, siger Peder Gellers, som leder Sikring og Sikkerhed for offentlige kunder hos DBI.

Selv om en virksomhed måske er opmærksom på beløbsgrænserne, kan det være svært at opgøre værdien af det særlige udstyr korrekt. Økonomichefen kigger måske i regnskabet og ser en nedskrevet værdi. Men forsikringsselskabet regner typisk med anskaffelsesværdien, fordi det jo er nødvendigt at købe udstyret igen.

En anden udfordring er, at krav til mekanisk sikring paradoksalt nok i nogle tilfælde er så strenge, at der kan opstå en konflikt med brandmyndighedernes krav om redningsåbninger.

”I mange tilfælde vil det være fornuftigt at få uvildig rådgivning fx fra DBI’s eksperter”, lyder rådet fra Peder Gellers.

Særligt udstyr

Særlig udstyr er i forsikringsmæssig forstand:

  • Edb-udstyr – herunder pc’er, projektorer, fladskærme, software og andet udstyr, der indgår i et computersystem.
  • Tv-, radio- og videoudstyr – herunder alt tilhørende elektronisk udstyr som fx forstærkere, receivere, MP3-, dvd- og cd-udstyr samt paraboler.
  • Foto- og filmudstyr.
  • Musikinstrumenter – herunder alt tilhørende elektronisk udstyr,

..som en skole, institution eller virksomhed selv bruger og altså ikke har anskaffet med videresalg for øje.