Bygge og anlæg
Energi og miljø
Fødevarer og landbrug
Informationsteknologi
Innovation og samfund
Produktion
Sikkerhed
Sundhed
Transport og logistik
Velfærdsteknologi
Cases
Vil du vide mere
Kontakt:Trine Dalsgaard Jensen, Civilingeniør
tlf. 36 34 89 79
Links til GTS-virksomheder
DBI



Nyt om de europæiske standarder for branddøre
Af Trine Dalsgaard Jensen, Civilingeniør, DBI, 28-09-2009

CEN/TC 127/WG 3 er et udvalg, der arbejder med udvikling af prøvningsstandarder for branddøre og som for branddøre udarbejder de standarder, der beskriver de udvidede anvendelses-muligheder for brandprøvningsresultater (Extended application of results from fire resistance tests, forkortet EXAP).

Denne artikel oplyser om status på dette arbejde.

Koordinering mellem produktstandarder og EXAP-standarder
I 2008 blev det besluttet at koordinere udviklingen af de kommende produktstandarder for branddøre med udviklingen af de kommende standarder for udvidede anvendelsesmuligheder for prøvningsresultater (EXAP-standarderne).

Der var bred enighed om, at CE-mærkning af branddøre og dermed obligatorisk prøvning efter EN 1634-1 ikke skal indføres før end der er klarhed over de udvidede regler for anvendelse af prøvningsresultater.

Det betyder, at der nu er lagt ekstra pres på at få EXAP-standarderne på plads, så de kan udkomme før produktstandarderne. Der bliver i øjeblikket arbejdet i WG 3 og i undergrupper for at få disse EXAP-standarder ud til afstemning i medlemslandene.
 
 
Nogle EXAP-standarder er ikke igangsat. Disse bliver sandsynligvis ikke implementeret. Dette skyldes manglende interesse fra industrien i at deltage i udarbejdelsen af disse standarder.

Ny prøvningsmetode – ændringer vedrørende beslag
I 2008 udkom en opdateret version af den centrale prøvningsstandard for branddøre ”EN 1634-1”. Den nye udgave er trådt i kraft og er implementeret hos DBI - Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut. Den nye prøvningsstandard er ikke så forskellig fra den gamle, men en del fejl er rettet og der er tilføjet mere forklarende tekst på de områder, hvor der kunne være tvivl om tolkningen af ordlyden.

På enkelte områder er der sket væsentlige ændringer – fx omkring dørbeslag (låse, dørlukkere, hængsler mv.).

Når en dørproducent har gennemført prøvning af en branddør klassificeres denne som et samlet produkt, dvs. inklusive en bestemt type lås, dørpumpe mv. Det er oftest dørproducenten, der er ejer af denne prøvningsdokumentation. Dette indebærer, at dørproducenten ikke kan skifte låsen ud med en anden lås, og det betyder også at låseproducenten ikke kan anvende prøvningsdokumentationen til at sælge låsen til en anden dørproducent. Der er for alle parter et behov for at øge fleksibiliteten på dette område.

Den nye prøvningsstandard åbner for muligheden for dels en sædvanlig prøvningsrapport til dørproducenten, men tillige en særskilt dokumentation for beslagets egenskaber i forbindelse med brand. Beslaget kan ikke få en selvstændig klassifikation, men dets indflydelse på dørens brandmodstandsevne kan beskrives. Det vil dermed – via EXAP-standarderne – blive muligt at udskifte beslaget med et andet, der har sammenlignelige egenskaber.

Det videre arbejde
I slutningen af 2009 forventes de første EXAP-standarder at udkomme. Det bliver sandsynligvis standarden med de generelle regler, standarderne for skydeporte og rulleporte i stål samt standarden for røgkontroldøre.

DBI - Dansk Brand- og sikringteknisk Institut vil fortsat deltage aktivt i standardiseringsarbejdet relateret til branddøre.