Modsat reglerne i Danmark indebærer stemplingsregler i mange andre lande, at der foretages en obligatorisk kontrol og stempling af varerne i ædle metaller af en autoriseret ædelmetalkontrol inden markedsføring.
Det har man længe været klar over hos den verdenskendte danske sølvvarefabrikant Georg Jensen, hvis fine kunsthåndværk har et stort internationalt publikum. Og det har man erfaret hos Dyrberg/Kern A/S i forbindelse med international markedsføring af deres nye smykkeserier. Eksportmarkedet er centralt, og dermed bliver stemplingen, som udføres af Ædelmetalkontrollen hos FORCE Technology også central.
Georg Jensen A/S og Ædelmetalkontrollen har indgået en aftale om kontrolstempling af guld- og sølvvarer beregnet på eksport til England. Aftalen omfatter kontrol og analyse af råvarer og færdigvarer med efterfølgende konventionsstempling af smykker beregnet til eksport. Dyrberg/Kern A/S udnytter tilsvarende Ædelmetalkontrollens forpligtigelser om rekvireret undersøgelse og stempling som disse er fastlagt i den danske lovgivning.
Eksporten lettet
Kontrollen og stemplingen giver sikkerhed for, at produkterne bl.a. lever op til den særlige engelske lovgivning om kunstindustrielle produkter, og dermed er vejen banet for en gnidningsfri eksport.
- "FORCE Technology er meget hurtige til at reagere, hvis der er noget ved produkterne, der trænger til at diskuteres. Vi har så mulighed for hurtigt at gå tilbage til vores leverandører med eventuelle problemer, så vi får rettet op på sagerne. Det giver en god sikkerhed for, at vores produkter lever op til, hvad vi lover", fortæller Quality Manager Trine Eiken fra Georg Jensen.
Hun fortsætter: - "Vi ser meget gerne samarbejdet udvidet i retning af at gøre procedurerne omkring stemplingen mere fleksibel, så vores ressourcer kan fokuseres endnu mere på vores produktion".
Branchen med
Ædelmetaller har en stor fascination hos publikum. Ikke blot på grund af de smukke produkter, som fremstilles af metallerne; men i høj grad også fordi ædelmetallerne traditionelt har været investeringsobjekter, hvad enten de ædle metaller optræder i form af mønter, kunsthåndværk eller smykker.
I dag er arbejder i ædelmetaller omfattet af en international konvention om stempling og kontrol, således at kvalitet og værdi kan verificeres af en af de dertil autoriserede ædelmetalkontroller.
I Danmark har Erhvervs- og Byggestyrelsen udpeget FORCE Technology til at udføre ædelmetalkontrollen.
- "Vi gennemfører kemiske og visuelle analyser for at teste bl.a. metallernes sammensætning og på den måde at verificere, at varen lever op til, hvad den lover", siger specialist Ole Petersen fra FORCE Technology.
International konvention
Kontrolstemplingen af ædelmetallerne, som Ædelmetalkontrollen hos FORCE Technology varetager, er underlagt en international konvention. Anvendelsen af konventionsstempling er frivillig, men den indebærer, at varer, der er forsynet med det anerkendte CCM-stempel frit kan sælges i mange andre lande herunder EU-lande uden yderligere kontrol.
I Danmark stemples f.eks. sølvvarer med det kendte 3-tårnsstempel samt CCM-stemplet, som er det fælles konventionelle stempel.