Hvor vigtigt det er med brandforebyggelse, blev gjort klart af den svenske konservator Per Cullhed under en nylig afholdt temadag om sikring af museer, biblioteker og arkiver.

Arkiv-, biblioteks- og museumsfolk fra hele landet deltog i temadagen, der blev afholdt hos Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) i Hvidovre.

Per Cullhed, som er chef for konservatorafdelingen ved Universitetsbiblioteket i Uppsala, har i en længere periode været beskæftiget med at redde brand- og vandskadede bøger efter en brand på Stadsbiblioteket i Linköping i efteråret 1996. Den gamle svenske by er et kulturelt centrum i Östergötland, og biblioteket rummede en unik samling af historiske bøger, mønter og andre genstande fra landsdelen, som udgør området mellem Vättern og Østersøen.

10.000 værdifulde, historiske bøger gik tabt – ud over 130.000 andre bøger samt store dele af mønt- og antikvitetssamlingerne.

Dyr konservering

Per Cullhed og hans folk kom på overarbejde. Mange af de reddede bøger var blevet skadet af ild, røg og vand, og man gjorde hvad man kunne for at restaurere og konservere dem. Men den slags er ikke gratis. Chefkonservatoren illustrerede, hvordan man havde reddet en enkelt, lille, brandskadet bog fra 1700-tallet. Udgifterne hertil alene løb op i 10.000 svenske kroner.

Men ikke nok med, at mange bøger var gået tabt. Katalogerne var også gået til. Med andre ord: Man manglede fortegnelserne over, hvilke bøger der havde været – og var – på biblioteket.  Et nyt, nærmest uoverskueligt problem. En simpel fotokopiering af katalogerne, med anbringelse af kopierne et sikkert sted, kunne have sparet besvær og store udgifter.

De samlede omkostninger ved genkatalogiseringen blev på 30 millioner svenske kroner.

Paller kunne have reddet

I kælderen var der opmagasineret omkring 200.000 bind, som stod direkte på kældergulvet, hvor slukningsvandet samlede sig. Bøgerne virkede nærmest som svampe, der sugede vandet op gennem bogstablerne. Hvis bøgerne blot havde stået på simple paller, var det ikke gået så galt.

Men der var også bøger, som gik tabt på mere tvivlsomme måder. Man glemte at holde øje med dem under det almindelige kaos – og nogle af dem dukkede senere op hos antikvarboghandlere rundt om i Sverige.

Det første, og største, problem var naturligvis branden: At den kunne opstå, og at den kunne spredes så hurtigt og ukontrolleret, som det var tilfældet.

Farlig åbenhed

Den aften, da branden opstod, var der åbent hus på biblioteket, som også rummede et indvandrerkontor. At huset var så åbent, at der også var adgang til kontorerne, fik skæbnesvangre konsekvenser. I et af de tomme kontorlokaler fik en person i fred og ro mulighed for at antænde branden. Motivet skal ses på baggrund af, at Linköping også er en by med indvandrerpolitiske spændinger.

Med en af bibliotekets fast installerede brandslanger kunne branden være slukket af det personale, som var til stede. Men deres kendskab til slukningsudstyret var begrænset, og de fik ikke tændt for vandet. 

At branden bredte sig så hurtigt skyldtes flere ting: Bibliotekets store, åbne arealer, de åbne døre, inventaret – og nogle limede akkustikplader, der faldt ned fra loftet ”som brandbomber i et koordinatsystem”, som Per Cullhed udtrykte det.

Ikke uforståeligt, at chefkonservatoren havde en klar holdning til vigtigheden af brandforebyggelse. Hans gennemgang af branden i Linköping var ikke kun skræmmende – den var også lærerig.