GTS-nettet består af ni GTS-institutter, som er almennyttige og not for profit.
GTS-nettet arbejder for at skabe flere innovative og konkurrencedygtige danske virksomheder. Det sker gennem salg af viden og teknologiske serviceydelser. Alle virksomheder har adgang til nettets kompetencer.
Der er et tæt samarbejder med virksomheder og offentlige institutioner om udvikling og implementering af ny viden herunder: Test, proces- og produktoptimering, kvalitetssikring, certificering og benchmarking.
GTS-nettet fungerer bl.a. som matchmaker mellem forskning, erhvervsliv og den offentlige sektor.
Fokus på små og mellemstore virksomheder
Det er i særlig grad de danske små og mellemstore virksomheder, der er i fokus i forhold til GTS-nettets arbejde. Det skyldes, at der her er et særligt behov for nem adgang til den nyeste forskningsbaserede viden.
Hvert år har GTS-nettet omkring 20.000 danske kunder, heraf er hovedparten (9 ud af 10) små og mellemstore virksomheder.
Institutterne er forskellige
GTS-instutitutterne har hver deres profil og varierer i forhold til størrelse, arbejdsområder, forskningsintensitet og historiske oprindelse. Samlet set er GTS-nettet et af Danmarks største rådgivningsmiljøer.
Hovedfunktioner
Opgaven for GTS-nettet er overordnet set:
- At skabe innovation og udvikling blandt de danske virksomheder.
- At vedligeholde og udvikle den teknologiske infrastruktur i Danmark.
Omsætning i 2011
GTS-nettet havde i 2011 en omsætning på 3,6 mia. kr. og beskæftigede ca. 3.700 medarbejdere.
Resultatkontraktmidler sikrer FoU
GTS-nettet er dansk erhvervslivs mest forskningsintensive branche. GTS-nettet opbygger og udvikler viden for at være på forkant med den teknologiske udvikling. Det sker gennem deltagelse i danske og internationale projekter.
GTS-institutterne har mulighed for at indgå tre-årige resultatkontrakter med Videnskabsministeriet om opbygning, udvikling og formidling af ny viden. Det sker inden for specifikke områder, hvor man vurderer, at det vil være til gavn for det danske samfund.
Internationale aktiviteter
GTS-nettet spiller en vigtig rolle for dansk erhvervslivs internationale konkurrenceevne.
Det sker bl.a. gennem rådgivning af private og offentlige virksomheder i udlandet, samt deltagelse i internationale forsknings- og udviklingsprojekter. Det er med til at sikre danske virksomheders adgang til den viden, der i stigende omfang produceres internationalt.
Principper for GTS-institutternes virke – mellem almennytte og marked
Som beskrevet herover varetager de danske GTS-institutter en særlig rolle og funktion i det danske vidensystem.
Det er vores mission at skabe flere innovative og konkurrencedygtige danske virksomheder. Det sker bl.a. gennem salg af teknologiske serviceydelser og ved at stille kostbart teknologisk udvikling og testfaciliteter til rådighed for bredden af dansk erhvervsliv.
Som Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter arbejder vi ud fra et almennyttigt formål. Det betyder blandt andet, at vi er uafhængige af politiske og økonomiske særinteresser, og at vi stiller vores viden til rådighed for alle på kommercielle vilkår.
Ved at koble det almennyttige formål med et kommercielt virke er der med GTS-institutterne skabt en meget effektiv måde at udvikle og sprede viden til et stort antal virksomheder på områder af afgørende betydning for dansk erhvervsliv. GTS-institutterne når samlet ud til mere end 20.000 kunder om året. Det er enestående i sammenligning med lignende systemer i andre europæiske lande.
Som almennyttige og kommercielle aktører er vi underlagt både rettigheder og pligter. Vi arbejder derfor i henhold til en række grundlæggende ledelsesmæssige principper, når vi løser vores opgaver i samfundet. Principperne ligger i forlængelse af lovgivning, de specifikke GTS- retningslinjer og institutternes vedtægter. Du kan læse nærmere om disse i publikationen:
Principper for GTS-institutternes virke – mellem almennytte og marked