|
Altinget Forskning & Innovation skriver d. 16. januar 2012 om tidligere videnskabsminister Helge Sander og bringer bl.a. citater fra direktør i GTS, Ragnar Heldt Nielsen.
I artiklen står bl.a.:
"Venstres tidligere videnskabsminister Helge Sander (2001-10) fik mange fjender med sit projekt "Fra tanke til faktura". To år efter hans afgang spørger vi, om eksministeren var mest gal eller genial. "
En af dem, der bliver spurgt er Ragnar Heldt Nielsen:
"Direktøren for GTS-nettet (Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter), Ragnar Heldt Nielsen, mener eksempelvis, at der generelt "er blevet råbt for meget hen over midten".
"Universiteterne skal engagere sig mere i de store samfundsmæssige udfordringer, hvilket også i længden vil komme erhvervslivet til gode. Men Helge Sander var nok for utålmodig og forstod ikke omfanget af den kulturændring, der også skulle til," siger han.
Det bliver derfor ifølge GTS-direktøren nu blandt andet afgørende for uddannelsesminister Morten Østergaard (R), at han formår at flytte polerne i debatten nærmere hinanden."
Og senere i artiklen:
"Ragnar Heldt Nielsen anerkender også Helge Sanders fædrene rolle i forhold til et holdningsskifte i universitetssektoren. Men Helge Sanders dagsorden trænger samtidig til en kraftig revision, påpeger direktøren.
"Han fik startet op på en helt nødvendig diskussion om, hvordan man styrker samspillet mellem universiteterne og erhvervslivet. Da han kom til, var det helt oplagt at tage fat på. Det var og er nødvendigt, at samfundet skal have mere ud af forskningen. Ikke kun til fakturaen, men også bredt i løsningen af de udfordringer, samfundet står over for," siger han."
|