GTS-nettet består af ni GTS-institutter, som er almennyttige og not-for-profit. GTS-nettet understøtter innovationen i dansk erhvervsliv og er samlet set et af Danmarks største rådgivningsmiljøer.
GTS-nettet har en omsætning på 2,82 mia. kr. og beskæftiger ca. 3.400 medarbejdere. Det svarer nogenlunde til størrelsen af et mellemstort dansk universitet.
GTS-institutterne lever af at sælge viden og rådgivning på almindelige kommercielle vilkår. De samarbejder med virksomheder og offentlige institutioner om udvikling og implementering af ny viden, test, proces- og produktoptimering, kvalitetssikring, certificering og benchmarking. På den måde spiller GTS-nettet en vigtig rolle for dansk erhvervslivs internationale konkurrenceevne og for samfundet som helhed.
GTS-institutterne har mulighed for at indgå tre-årige resultatkontrakter med Videnskabsministeriet om opbygning, udvikling og formidling af ny viden. Det sker inden for specifikke områder, hvor man vurderer, at det vil være til gavn for det danske samfund.
GTS-nettet fungerer dermed bl.a. som matchmaker mellem forskning, erhvervsliv og den offentlige sektor. GTS-nettet har ca. 27.000 danske kunder om året, heraf er hovedparten små og mellemstore virksomheder.
GTS-virksomhederne rådgiver også private og offentlige virksomheder i udlandet, samt deltager i internationale forsknings- og udviklingsprojekter. Det er med til at sikre danske virksomheders adgang til den viden, der i stigende omfang produceres internationalt.
GTS-nettet er dansk erhvervslivs mest forskningsintensive branche. GTS-nettet opbygger og udvikler viden for at være på forkant med den teknologiske udvikling. Det sker gennem deltagelse i danske og internationale projekter. I 2008 forskede GTS-nettet for 707 mio. kr. Heraf udgjorde resultatkontrakterne med Videnskabsministeriet ca. 40 pct.
Forsknings- og Innovationsstyrelsen under Videnskabsministeriet fremstår som én af GTS-nettets vigtigste samarbejdspartnere. Sammen med Rådet for Teknologi og Innovation har styrelsen i 2007 udgivet "InnovationDanmark 2007-2010", som udstikker rammerne for opfyldelsen af Danmarks innovationspolitiske målsætninger.
GTS-nettet har i den forbindelse en central rolle i forhold til videnspredning, forsknings- og udviklingssamarbejde, samt internationalt innovationssamarbejde. Læs mere om InnovationDanmark og download publikationen på Forsknings- og Innovationsstyrelsens hjemmeside.