Inden for de seneste år er der i teglbranchen blevet investeret i nye periodiske ovne, hvori man er i stand til at fremstille teglsten med grå, grøngrå, blågrå, sølvgrå og sorte farver. Det gælder såvel mursten som tagsten. Disse farver giver arkitekterne nye muligheder for at designe spændende bygninger.

Der bliver i princippet gjort brug af en gammel, kendt teknik, som bl.a. blev brugt til fremstilling af de sorte jydepotter.

Overordnet går teknikken ud på at brænde stenene i en atmos­fære, hvor der er underskud af ilt (reducerende brænding). Herunder dannes de grå og sorte farver afhængig af lertype og lerblanding.

Dansk teglværksler kan overordnet opdeles i rødbrændende ler og gulbrændende ler. Betegnelserne angiver de farver, som teglet opnår ved brænding i almindelig atmosfære med overskud af ilt.

Hvis det rødbrændende ler under brændingen, og umiddelbart før afkølingen, bliver udsat for en kortvarig reducerende brænding, vil stenene på overfladen de steder, hvor de ikke er dækket af andre sten, blive sortbrune eller brune. Med langsom afkøling kan den røde farve helt eller delvis gendannes. De sorte jernforbindelser er nemlig ustabile ved høje temperaturer. Hvis det samme foretages med gulbrændende ler, bliver de gule sten grønlige. Det er ved hjælp af denne brændingsteknik, at man fremstiller sten med spil, hvor man har røde og brune farver blandet med hinanden eller gule og grøngule.

Hvis man således gerne vil fremstille sten med grå og sorte farver er det nødvendigt først at varme dem op, for der­efter at brænde dem i en konstant redu­cerende atmosfære (iltunderskud). Iltunderskuddet skal bibeholdes, indtil stenene er kølet temmelig lagt ned i temperatur.

I gamle dage, hvor brændingen skete i feltovne, der blev fyret med træ eller tørv, var det svært i lang tid at opretholde en ovnatmosfære med iltunderskud ved afbrænding af brændsel, samtidig med at ovnen skulle køles ned.

Den teknik der anvendes i dag, kendes som tidligere nævnt også fra brænding af jydepotter. Før brænding blev jydepotterne fyldt med halm og anbragt under en omvendt støbejernsgryde. Rundt omkring gryden placeres så brændslet. Når temperaturen under brændingen har nået et vist niveau selvantændes halmen under gryden og efterhånden skabes den reducerende atmosfære, som bibeholdes under afkølingen, idet der ikke sker nogen udskiftning af luften.

På et moderne teglværk er støbejernsgryden erstattet af en isoleret ildfast klokke, som kan sænkes ned over stenene, og halmen er erstattet med gasbrændere, som er i stand til at skabe og holde en kraftigt reducerende atmosfære både under brænding og afkøling.

Holdbarheden af de blådæmpede sten er lige så lang som med andre typer teglsten, både hvad angår farven og øvrige egenskaber.

Dog skal man være opmærksom på, at afsyring af blådæmpede sten ikke kan anbefales. Jernforbindelserne, som giver de grå og sorte nuancer, er delvist opløselige i saltsyre. Når saltsyren fordamper fra murværkets overflade udfældes jernforbindelserne igen på murværkets overflade, hvor de kommer i kontakt med atmosfærens ilt. De sorte jernforbindelser optager ilt, hvorved de bliver røde og dermed kommer til at misfarve overfladen af stenene.