|
Rockwool fik mistanke om, at den bromerede flammehæmmer, HBCDD, var miljøfarlig. Derfor bestilte virksomheden en redegørelse udarbejdet af to eksperter på området fra hhv. FORCE Technology og Stockholms universitet.
Isoleringsmaterialer af polystyren er meget brændbare, og lovgivningen i de fleste lande kræver, at der tilsættes flammehæmmere, typisk HBCDD, hvis materialerne skal bruges i bygningsisolering.
I Skandinavien bruges disse produkter mest i fundamenter og vejmaterialer, men i Storbritannien og Central- og Østeuropa er de også meget anvendt i vægge og lofter. Polystyrenisolering er billigere end de dyrere alternativer så som stenuld, glasuld og skumglas, der ikke behøver flammehæmmer.
Rockwool havde mistanke om, at HBCDD var miljøfarligt og bad Allan Astrup Jensen, teknisk chef hos FORCE Technology, om at skrive en redegørelse sammen med professor Åke Bergman fra Institut for Miljøkemi på Stockholms universitet. Sidstnævnte er en af pionererne inden for bromerede flammehæmmere.
Dette blev til en brochure, som kan læses af de fleste, og som giver en god orientering om miljøproblemerne med flammehæmmeren HBCDD, og hvorfor Det Europæiske Kemiagentur har stoffet under observation.
|