|
Selvom vandkvaliteten ved de danske badestrande er høj og er blevet bedre og bedre de seneste 10 år, udstedes der alligevel omkring 20 badeforbud hvert år. Det skyldes oftest forurening med afføring, der skylles ud i badevandet, typisk ved overløb fra kloaknettet i forbindelse med kraftig nedbør. Det er både ulækkert og i visse tilfælde også decideret sundhedsskadeligt.
Teknologisk Institut har i samarbejde med Biologisk Institut, Aarhus Universitet udviklet en ny DNA-metode, der er bedre til at spore disse forureninger og til at afklare den nøjagtige kilde til bakterieforureningen.
Hvor metoderne til den almindelige overvågning af badevandet er baseret på langsommelig dyrkning af bakterier, analyseres bakteriernes DNA-sammensætning med den nye målemetode inden for kort tid i laboratoriet. Dette gør indsatsen over for forureningerne mere effektiv, fordi man hurtigt, præcist og intelligent kan udpege, hvor bakterierne stammer fra.
”På samme måde, som når politiet skal fælde en morder med DNA-beviser i en retssag, kan vi nu etablere en ’forureningsprofil’ af vandet. Ved at analysere mikroorganismernes genetiske fingeraftryk kan vi spore forureningen tilbage til den mest sandsynlige biologiske kilde. Vi kan identificere, om der fx er tale om forurening med spildevand, eller om det i stedet er afføring fra kvæg, som har forurenet badevandet”, forklarer biolog, ph.d. Torben Skovhus fra Teknologisk Institut.
”Sådanne metoder supplerer den almindelige overvågning, og informationen giver en langt mere detaljeret viden og forståelse af problemer omkring specifikke badevandslokaliteter. Det er lige sådan noget, vi har brug for, når vi skal løse de enkelte forureningssager inden for badevand, og vi forventer allerede hen over sommeren at afprøve metoden”, udtaler viceafdelingschef Ole Sinkjær fra Krüger A/S, der rådgiver kommunerne inden for spildevandsområdet.
Teknologisk Institut analyserer vandprøver med DNA-metoden, IQ Kit®, på Mikrobiologisk Laboratorium i Århus.
|