|
Rådet for Teknologi og Innovation knyttet til Videnskabsministeriet har bevilget 10 millioner kroner til at udvikle ny diagnostisk teknologi til måling af microRNA.
"Bevillingen er givet til et Innovationskonsortium, der bygger på en usædvanlig stærk og synlig international position inden for microRNA området, som den lille danske virksomhed Exiqon A/S har skabt inden for få år", siger Poul Andersson, adm. direktør for Bioneer, som er koordinator på projektet. "Innovationskonsortiets deltagere får dermed adgang til frontlinieteknologi og mulighed for at skabe en stærk dansk platform inden for microRNA diagnostik."
MicroRNA molekyler er en af de største biologiske opdagelser inden for de seneste år. Disse molekyler er centrale i levende cellers helt basale kontrolsystemer, og formodes at være ansvarlige for om celler udvikler og opfører sig korrekt eller om de resulterer i sygdom. MicroRNA molekyler udgør derfor en hidtil ukendt type af molekylære markører, som forventes at blive afgørende for udviklingen af hurtig og sikker diagnostik inden for en lang række alvorlige sygdomme. MicroRNA molekylerne åbner desuden op for helt nye muligheder inden for udvikling af lægemidler.
MicroRNA molekyler er blandt de bioteknologiske landvindinger, der betyder, at nye lægemidler rettes mod sygdommens molekylære årsager snarere end dens symptomer. Det bliver derfor vigtigt i mange sygdomme at identificere molekylære mønstre eller signaturer i syge celler og væv, som vil kunne vejlede lægerne i valget af medicin til den enkelte patient ("personalized medicine"). Dette gælder for eksempel inden for kræftsygdomme og sukkersyge, der repræsenterer de sygdomme, hvor konsortiet har valgt at vise microRNA’s muligheder.
Konsortiet består af Københavns Universitet, Aarhus Universitetshospital, Bioneer, Exiqon, Visiopharm og Novo Nordisk herunder Steno Diabetes Center, og udover bevillingen fra Videnskabsministeriet vil konsortiets deltagere selv investere omkring 22 millioner kroner i projektet, således at det samlede budget udgør cirka 32 millioner kroner over en tre-årig periode.
Innovationskonsortier skal omfatte virksomheder, forskningsinstitutioner og teknologiske servicevirksomheder. Forudsætningen for støtte er, at parterne i fællesskab udvikler teknologier, som gavner hele brancher inden for dansk erhvervsliv. Konsortierne bidrager derved til at en bred kreds af danske virksomheder kan få styrket deres globale konkurrencekraft.
|