|
Overfladeteknologi, eller Tribologi, handler om overflader i kontakt med hinanden og som er i relativ bevægelse. Det drejer sig primært om slid, friktion og smøring af dele i bevægelse i instrumenter, maskiner, produktion og teknologi.
Men tribologi er en generisk teknologi som er relevant for alle erhvervssektorer. Det er en teknologi, som gør det muligt at udvikle nye produkter og processer.
Materialeslid påfører hvert år samfundet et tab i størrelsesordenen 1,5% af bruttonationalproduktet, og gennemsnitligt 30-40% af et omkostningerne ved et industrielt produkt bestemmes af materialevalget. Derfor har forbedrede materialer stor indflydelse på både virksomhedens, forbrugerens og samfundets økonomi.
Udover for fremstillingsvirksomhederne generelt kan tribologisk forskning og udvikling medføre store produkt-, konkurrencemæssige og økonomiske forbedringer i transportsektoren, bygge/anlæg og længerevarende forbrugsgoder i husholdninger. Også servicesektoren vil, på grund af sit markedsmæssige volumen og den deraf følgende miljømæssige belastning, kunne indhøste betydelige gevinster ved et øget fokus på tribologiske forbedringer.
Tribologisk forskning og udvikling hjælper til løbende vedligeholdelse af begrænsede ressourcer, højere energieffektivitet og længere levetid af komponenter og værktøjer. Som eksempler kan nævnes:
- Reduktion i samfundets affaldsproduktion kan opnås via længere levetid af komponenter og værktøjer og højere effektivitet i produktionsprocesser.
- Avanceret overfladebehandling øger fysiske egenskaber som smøreevne, hårdhed, korrosions-bestanddighed som igen øger den samlede kvalitet af komponenter og værktøjer. Begrænsede ressourcer kan derved bevares og miljømæssigt uønskede materialer kan erstattes med mere ønskværdige materialer via anvendelse af avanceret overfladebehandlinger.
- Reduktion af friktion for komponenter og værktøjer giver energibesparelser.
- Energivenlige og bionedbrydelige smøremidler giver et stort potentiale for at reducere miljømæssig forurening. I særlige tilfælde kan avancerede materialer eller overfladebehandlinger betyde at anvendelse af smøring helt kan undgås. Dette kan betyde meget væsentlige økonomiske besparelser samt en væsentlig reduceret miljømæssig belastning fra brugte smøremidler.
- Nyt design af mekaniske systemer muliggør anvendelse af avancerede materialer som f.eks. overfladebehandlede overflader eller reduceret smøring i sammenhænge, hvor det hidtil har væ-ret umuligt.
- Implantater i mennesker fungerer kun med stor sikkerhed, når problemer vedrørende biokompa-tibilitet, korrosion og slid er klaret, og for alle disse områder spiller tribologisk forskning og udvikling en væsentlig rolle.
Moderne materialer og relaterede teknologier tilbyder ofte løsninger på friktions- og slidproblemer, og materialeforskning er derfor en nøgleteknologi for de fleste udviklede lande. Materialeforskningen hænger til gengæld tæt sammen med konstruktionsvidenskaberne. Lette konstruktioner baseret på polymerer, letmetaller, plantefibre etc vil ikke mindst grundet den stadigt stigende opmærksom-hed på miljøaspekterne i produktion og anvendelse være et påtrængende indsatsområde i udviklingen af fysiske produkter.
GTS-virksomhederne har en nøgleposition på materiale- og tribologiområdet, dels ved at spille sammen med grundforskningen på området, dels ved at implementere de nye muligheder i erhvervslivet.
|