Den 1. juli 2006 er det slut. Fra den dato er bly i elektronik forbudt i EU. Og selv om det umiddelbart virker som en lang frist, så kan det komme til at knibe for de europæiske producenter at nå det. Men det skal nås. Allerede nu, mærker producenterne presset fra kunder og konkurrenter i lande der er nået længere i processen. I Japan, for eksempel, skal alle nye elektronikprodukter være blyfri allerede nu. Producenter i Danmark, der måske sidder inde med store lagre af blyholdige komponenter får stadig sværere ved at afsætte dem.
Udfasning af bly i elektronik - der først og fremmest findes i loddetin - skal blandt andet løse problemet med udsivning af bly fra lossepladser.
I Danmark bruges der 100 tons loddetin om året - med et indhold på 40 tons bly. Dertil kommer det bly der bruges til tin/bly overfladebehandling af komponent-terminaler. Nu skal producenterne i gang med at finde brugbare erstatninger - og det er noget der tager tid.
Loddetemperatur stiger
I øjeblikket er omkring 30% af de komponenter der produceres i Danmark blyfri. Men overgangen kan være problematisk - blandt andet fordi de alternative legeringer, som er billige nok og som ligner tin/bly legeringer mest, har et højere smeltepunkt end de blyholdige legeringer. Det kræver højere loddetemperaturer, som kan betyde, at andre af komponenternes materialer, for eksempel plastic, smelter eller bliver skadede.
Hos DELTA Dansk Elektronik, Lys og Akustik arbejder man med at teste brugbare alternativer til de blyholdige loddematerialer.
NoNE og ELFNET
Det danske videncenter deltager blandt andet i det fællesnordiske NoNE projekt (No Lead in Nordic Electronics), der startede i 2001. I første fase af projektet koordinerede man nationale projekter i de nordiske lande. I anden fase, der kører i øjeblikket, fokuserer projektet mere konkret på at få indført blyfrie produkter. Projektet slutter i sommeren 2004.
DELTA deltager samtidigt som dansk repræsentant i et nyt europæisk netværk – ELFNET (European Lead Free Soldering Network) - som koordineres af britiske Soldertec. ELFNET har til formål at lette og støtte de europæiske landes overgang til blyfri elektronik.
- Når man skal konvertere til blyfri er det vigtigt, at man gør sig klart hvordan man vil gribe det an: Hvilke typer komponenter det drejer sig om, antallet af montageprocesser, valg af loddeprocesser og loddelegeringer og så videre, siger Kim Zachariassen, civilingeniør hos DELTA.
Kim Zachariassen er sikker på, at danske virksomheder nok skal nå at blive blyfri inden fristen udløber, men det bliver ingen let overgang:
- Nogle produkter, som for eksempel termisk tunge printmoduler med hulmonterede komponenter, bliver bestemt ikke rare at konvertere.
DELTA har foreløbig fundet frem til 12 blyfri varianter af loddepasta på det danske marked og er i gang med at teste produkternes egenskaber. Et område der udestår er at finde egnede fluxtyper til bølgelodning.
Videndeling og seminar
Som led i udviklingsarbejdet har DELTA blandt andet samarbejdet med virksomheder som B&O, som også deltager i NoNE projektet. Senere kan mindre virksomheder trække på erfaringerne fra de produkt cases der er blevet arbejdet med i løbet af projektet.
Det kan man blandt andet gøre på et NoNE seminar som DELTA afholder d. 14.-15.juni 2004, hvor resultaterne fra arbejdet med at konvertere en række produkter vil blive gennemgået og der vil blive fortalt om udstyr og processer.