|
”Det gælder for virksomhederne om at være særdeles godt forberedt”, sagde Jens Tørsløv fra European Chemicals Bureau bl.a., da han talte om de enorme udfordringer ved REACH på DHI’s konference Toksikologi i 25 år den 23. marts.
Anledningen var dels at markere 25 års dansk ekspertise inden for toksikologi; dels at indvie det nye Center for Miljø og Toksikologi i DHI, der er et resultat af fusionen med DTC, Dansk Toksikologi Center. På konferencen deltog 120 af DHI’s kunder, samarbejdspartnere og kolleger.
Ud over REACH pegede professor Ove Svendsen fra Københavns Universitet på nanoteknologien og alternative testmetoder til dyreforsøg, som nogle af de udfordringer, toksikologerne står over for. Og så ytrede han et stort ønske om uddannelse af flere toksikologer – ”der er nok at tage fat på”.
Uanset hvilken industri, der er tale om, så kommer vi ikke uden om brugen af kemikalier. ”Men i industrien er vi også villige til at substituere, hvor det er muligt”, slog Søren Vogelsang, Vice President i Danisco A/S, fast i sit indlæg.
|