|
Netværket er et af de 23 nationale innovationsnetværk, der er støttet af Rådet for Teknologi og Innovation. Transportens Innovationsnetværk er et landsdækkende initiativ for at støtte op om transport- og logistikerhvervet, det skal skabe synergi, match-making og generere forsknings- og udviklingsprojekter. Innovationsnetværket skal se transport i sammenhæng og skabe erfaringsudveksling og bygge bro imellem virksomheder og forskningsmiljøer.
Netværket har et sekretariat delt imellem Teknologisk Institut, FORCE Technology, Transportøkonomisk Forening (TØF) og Europas Maritime Udviklingscenter (EMUC) med adresse hos sidstnævnte.
Danmarks konkurrenceevne afhænger af transportbranchens teknologiske førerskab. Transportbranchen skal derfor kunne trække på nye og bedre (effektive og fejlsikre) teknologier samt ny og bedre viden. Netværket vil øge muligheden for at samle aktørerne i transportkæden på tværs af faggrænser og domæner, skabe synergi, identificere behov for nye teknologier og skabe projekter, der skal sikre implementering af den nye teknologi. Udfordringerne i fremtiden spænder over et bredt felt og omfatter forskning, udvikling, demonstration og innovation i teknologier, systemer og menneskelige ressourcer.
Innovationsnetværket vil løbende fokusere på en række aktiviteter over en 4-årig periode, bl.a.: Elektrisk transport, intermodalitet (sø/land/bane), køretøjs- og skibsteknologi inkl. miljøvenlige brændstoffer, IKT (Informations- og Kommunikationsteknologi) herunder e-business, morgendagens citylogistik, sikkerhed, sikring og miljø i søtransport, mobilitet, trængsel og adfærdsregulerende styring (ITS - Intelligente Trafikstyringssystemer) og Integrerede Produkt/Servicesystemer (PSS)
Indledningsvis afholdes en række workshops vedrørende ovenstående aktiviteter, der skal resultere i konkrete forslag til projekter og yderligere aktiviteter til afdækning af netværkets hovedformål. Det er gratis at deltage i disse workshops, men tilmelding er nødvendig (info@tinv.dk) Læs mere om netværket og dets aktiviteter på nedenstående links.
Innovationsnetværkets hjemmeside: www.tinv.dk
|