Ledende skikkelser fra den internationale maritime sektor var samlet i det spektakulære Banqueting House, London, for at fejre den 18. Seatrade Award Ceremony Dinner - branchens hyldest til innovative tiltag i den maritime verden. Også danske FORCE Technology var repræsenteret ved festlighederne og kom hjem med en fornem pris.
SeaSense vinder i kategorien ”Innovation in Ship Operations”
Luften var tyk af forventning under prisoverrækkelserne til den prestigefyldte ceremoni. Og Peter Justesen, leder af FORCE Technologys maritime afdeling for simulering og IT i Lyngby og repræsentant ved overrækkelsen, var yderst tilfreds ved aftenens afslutning. Frugterne af eget og mange andres hårde arbejde, i form af det nye og intelligente sensorbaserede hårdtvejrsbeslutningsstøttesystem SeaSense, vandt nemlig i kategorien Innovation in Ship Operations.
”Vi vidste godt, at vi havde udviklet et fantastisk produkt til gavn for hele den internationale skibsfart. Men det er selvfølgelig rart at blive bekræftet af branchen selv,” udtaler en glad Peter Justesen.
SeaSense – ekstra sans
Systemet er baseret på nyudviklede sensorer til måling af skibets og søens tilstand og er udviklet med henblik på at øge driftsikkerheden til søs. For det er sin sag for styrmand og besætning at manøvrere de enorme skibe sikkert rundt på verdenshavene. Hårdt vejr, lav sigtbarhed og enorme bølger vanskeliggør nemlig ofte sejladsen for de mastodontiske og hårdt lastede containerskibe. Styrmanden kan have svært ved at vurdere, hvor hårdt skibet aktuelt belastes i hårdt vejr med høje bølger, men med SeaSense har han nu fået sig en ekstra ’sans’.
SeaSense er et helt nyt intelligent og banebrydende produkt. Sensorerne registrerer skibsbevægelser, relative bølgehøjder, vand på dækket og belastningen af skrogbjælken. Signalerne herfra samles – sammen med informationer fra konventionelle sensorer – i et overskueligt polært diagram, som styrmanden let kan navigere efter. Dermed forbedrer SeaSense besætningens evne til at sejle skibet mest hensigtsmæssigt i hårdt vejr og minimerer belastningen af skibet.
Stort potentiale
Senior Projektleder fra FORCE Technology og initiativtager til udviklingen af SeaSense, John Koch Nielsen, håber, at den megen omtale og anerkendelse, prisoverrækkelsen har ført med sig, vil åbne øjnene for de mange fordele, der følger anvendelsen af det intelligente beslutningsstøttesystem.
”Det banebrydende ved SeaSense er systemets evne til at forudsige de enorme bølgeinducerede belastninger, som skibene udsættes for på havene. Styrmanden får præcise anbefalinger til optimale kombinationer af kurs og fart, og han kan dermed styre skibet sikkert frem og forhindre bekostelige skader på skrog og last.”
Men SeaSense har ifølge John Koch Nielsen potentiale til mere end at spare kunderne for udgifter for utilsigtede skader på last og skib:
”Alle former for sødygtighedskriterier kan i princippet håndteres af systemet lige fra kriterier relateret til passagerkomfort til helikopteroperationsbegrænsende bevægelseskriterier. Mulighederne er mange.”
Yderligere oplysninger
SeaSense er udviklet i et samarbejde mellem FORCE Technology, Lyngsø Marine A/S og DTU. For yderligere oplysninger kontakt John Koch Nielsen på tlf. 72 15 77 00.